Jeg har modtaget et råt og hudløst ærligt skriv fra en kvinde. Et skriv om smerte og afmagt, da hun får at vide, at der ikke er flere forsøg til hende…

Kvinden hedder Heidi. Jeg har fået lov til at dele det med dig. Jeg deler fordi, Heidi og du som medsøster skal vide, at I ikke er alene. Deler fordi, det at dele er en del af vejen videre, en del af helingen.

Da jeg fik at vide… ”Du har ikke flere forsøg”

Gik min verden i stå! Jeg stod der i kælderen på mit arbejde og stirrede ind i mit skab! Jeg var chokeret, vred og ked af det. Chokeret, fordi jeg var helt og aldeles uforberedt på denne besked. Vred, fordi jeg synes at det var en uværdig måde at meddele mig det på. Kunne det måske ikke have været noget vi sammen kunne have forudset, på et af vores utallige møder på fertilitetsklinikken!? Sådan under fire øjne… seks… eller hvor mange øjne der nu denne dag, alligevel kredsede om mit underliv! Ligesom dengang jeg modtog et brev fra dem en fredag efter lukketid! Her stor der, at de under sidste undersøgelse, var stødt på noget udefinerbart i min livmoder og at jeg skulle møde ind på gynækologisk afd., for at få det fjernet! Hvor var etikken, medmenneskeligheden, forståelsen og det pædagogiske aspekt i disse beskeder? De af alle mennesker MÅ da vide, hvor ømtålelig denne proces er. Samtidig var jeg ked af, at mit liv aldrig skulle blive som jeg havde drømt om. At jeg for evigt ville være alene. At fortællingen om mig slutter her! 

Min mand HAR et barn! Det her er min sorg og vi vil aldrig være i den samme båd.

”Hende elsker du som om hun er din egen”!!! Nej, det gør jeg ikke. 

Hvad skal jeg med livet? Det giver ingen mening. Alle de ting der larmer, kommer til at larme endnu mere og jeg har ikke noget vigtigere at forholde mig til. Ikke noget større der siger ”skråt op” til al det sekundære, fordi det er bare en biting i forhold til det virkelig vigtige!

Jeg har aldrig følt mig mere TYDELIG. Som om alle spots er rettet mod mig i mørket. Det er jo klart at jeg er noget helt særligt. Ikke på den fede måde. En særling i virkeligheden. Det er jo tydeligt for enhver. Jeg kan ikke hvad en kvinde skal kunne. Hvor er det da heldigt, at jeg så har så mange børn i mit arbejde… og lidt påfaldende i virkeligheden! Hvor er det også synd for mig. Sølle hende. Eller måske ligefrem ”det skal du bare være glad for. Livet med børn er ikke en dans på roser… skal vi bytte”.  Aldrig før har jeg ønsket bare at være som alle de andre. Kunne jeg endda bare blive helt usynlig, så vil det passe mig fint.

Folk ved ikke hvordan man taler med en ufrivillig barnløs!

Jeg gider heller ikke snakke med DEM. Jeg fortæller dem, at jeg meget hellere vil have en hund frem for et barn.

Jeg orker ikke at bo på min vej. Hende der staklen i nr. 15. Min nabo bliver efter et udfordrende forløb gravid. Og på trods af at vi sammen har vandret kilometer efter kilometer med vores hunde og bandet af det hele, forstår de ikke, at vi ikke kan overskue at spise nytårsbrunch med dem. ”Nu må i jo se at komme over det”. FUCK JER!!!

Jeg synes at alle er nogle idioter og jeg er træt af at skulle være pædagogisk og hensynsfuld, selv når jeg har fri fra arbejde. Lad mig være i fred. Ser ikke venner med børn. Jeg er jo ikke på arbejde!

Jeg orker ikke at synge og spille jobs mere. Lad mig nu bare være i fred. Et sted hvor ingen kan se mig.

Min søster får heller ikke børn. Hun forstår mig pludselig. Min søster adopterer. Nu er vi heller ikke i samme båd!

Nu skal jeg være moster. En sjov, glad og interesseret moster. Eller måske endda pædagog!? Mon ikke det forventes. Måske endda som en slags kompensation. Men jeg elsker virkelig min søster!

Jeg vil have min krop for mig selv. Ikke flere der skal misbruge den eller bestemme og styre den. Ikke flere der skal glo mig ind i underlivet. 

Jeg vil have kontrollen.

Men det kan jeg ikke få! Livet er ude af mine hænder. Men jeg må tage mig sammen. For jeg er træt af at være ked af det og ikke komme nogen vegne. Jeg gider ikke mere. Jeg vil være glad… den jeg var engang, men det bliver jeg aldrig!

Jeg vil ikke være pædagog mere. Men jeg kan ikke finde ud af andet. Jeg kan ikke overskue at starte på noget nyt. Jeg har heller ingen penge! Jeg vil bare være i fred. Hjemme eller ude i naturen med mine hunde, med højt til himlen og blæst i håret.

Jeg vil ikke ynkes. Ikke høre at det er synd for mig. Måske har jeg gjort noget i mit tidligere liv, der har gjort mig fortjent til dette. Måske er det karma!? Måske er det den røde trestjernede spegepølse? Måske er det fordi jeg spiser gluten? Måske er det vuggen malet i blymaling? Motion, røg, forurening, at jeg tænker på det, ”lad være med det, så sker det”. ”Den historie er meget kendt”. Måske er det fordi der er en højere mening… Nå! Og hvad skulle det så være?

Jeg har ondt i mit hoved. I mine led. I min nakke. Min skuldre. I rigtigt mange år. Måske lige siden den dag? Jeg får ondt i maven af alle de Treo’er.

Mit arbejde stresser mig. Uoverskuelige vilkår og heller ikke her kan jeg få kontrollen.

Jeg er træt. TRÆT TRÆT TRÆT…

Der er ingen der forstår mig. De kan jo ikke mærke det som jeg kan. Det gør ondt!

Min svoger begår selvmord. 

Jeg er så ked af det!

Jeg er så ked af det for min mand. Jeg skal passe på ham.

Nu må vi også lige få prioriteterne i orden.

Hvad er vigtigt her i livet!?

 

En stemme til de barnløse

Vil du være med til at give de permanent ufrivillig barnløse en stemme? Modtag emails når der er nye podcasts, indlæg, arrangementer og særlige tilbud.

You have Successfully Subscribed!