“Begrænsningens æstetik – en tekst om  ensomheden som barnløs” 

af Louise Vase (gæsteblogger)

“Menneskets lidelser 

skyldes dets manglende evne

 til at sidde alene i fred 

i sin egen stue” 

Blaise Pascal

Del 1:  

Hvorfor skrive om ensomheden? 

For nylig modtog jeg en sms fra en veninde, der er gravid. Hun er gift med en dejlig mand, har  allerede et barn i forvejen, et godt job, et stabilt hjem, og udefra set er alt i den skønneste orden.  Men hun skrev til mig, at hun havde oplevet det sidste halve års tid som ufattelig ensomt. Særligt  dette corona-efterår, hvor der har været så meget hjemmearbejde, og kontakten til omverdenen er  minimeret.  

Under den første nedlukning i coronakrisen snakkede jeg i telefon med en anden veninde.  Hun bor sammen med sin kæreste, hun har tætte venner og et godt netværk, og er aktiv i indtil  flere frivillige foreninger i sin fritid. 

Hun kunne næsten ikke snuppe at skulle være hjemme under nedlukningen, og følte sig isoleret.  Havde brug for at se flere mennesker, komme ud i byen og opleve ting. Hun elsker nemlig at gå til  fester og være social.  

Og nu, sidste eksempel, tredie veninde:  

Hun er single, bor i en toværelses, arbejder kun få dage om ugen. Bruger en del tid på sin hobby,  som er musik, sine gode venner, sine niecer, nevøer, brødre og forældre, og andre nære relationer.  Hun interesserer sig vildt for litteratur og podcasts, går ofte til foredrag og følger i det hele taget  levende med i kulturlivet.  

Hun sidder ofte hjemme på weekendaftner – og nyder det. Jeg er ofte lidt misundelig over, at hun  har så meget fritid, at hun f.eks. har tid til sommerhusture med familie og venner.  Hun giver sjældent, eller stort set aldrig udtryk for ensomhed, selvom hun gerne vil finde  kærligheden på et tidspunkt.  

Og hvorfor nævner jeg disse tre eksempler? 

Denne tekst skal handle om ensomheden ved ikke at have børn. Og disse tre eksempler skal tjene  som afsæt for en række tanker om, hvorvidt ensomheden egentlig nødvendigvis følger  barnløsheden. Det er ofte den store forestilling om den/de barnløse: At de oplever en større  ensomhed i livet. 

Det mærkelige ved mine tre venindeeksempler er, at det tydeligvis ikke er sådan, at den barn/ familieløse føler sig mere ensom end den/dem med barn eller/og familie. Det første eksempel, som  skal have barn nummer to, er til og med den, der har givet tydeligst udtryk for ensomhed.  

Nu kan tre individer jo ikke tjene som forskningsmateriale. Der skal mere til for at drage en  videnskabelig konklusion. Jeg skriver ikke dette som forsker, men som privatperson, med egne  observationer og erfaringer i tilværelsen som barnløs.  

Selv er jeg gift med en skøn mand, og bor i en lille landsby i et naturskønt område sammen med  ham og to søde katte. Vi er omringet af gode naboer, og har begge et godt netværk, en god  økonomi og er godt forhold til vores familier. Vi har med andre ord et liv, jeg næppe vil bytte med  noget andet, selvom vi begge oprindeligt ønskede at få børn.  

Af årsager, jeg ikke har plads til at komme ind på her, er det ikke lykkedes os at blive forældre,  hvilket er noget, jeg har fortalt en del om i podcasten “Et andet liv”. Derfor vil dette ikke så meget  være en privat historie, som en undersøgelse af ensomheden som et fænomen, jeg og andre  (f.eks. barnløse) uvægeligt støder på gennem vores tilværelse.  

Det skal dog siges, at jeg selv altid har haft et ambivalent forholdt til ensomheden. Her skal  ensomheden ikke forstås som blot det at være alene: “Aleneheden”, som vi faktisk ikke rigtigt har  et godt ord for på dansk. På engelsk kan ordet “solitude” i visse tilfælde ses brugt på denne vis.  Iflg. The Concise Oxford Dictionary betyder “solitary” at bo og leve alene, være uselskabelig og  opholde sig alene. Dette kan så føre til “lonelyness”, som er en følelse (“feeling lonely”), og som  måske i højere grad ligner vores “danske ensomhed”.  

Jeg bemærkede gentagende gange ordet “ensomhed” , da jeg for år tilbage boede i vores  broderland, Sverige, men her var betydningen dobbelt: At være ”ensam” en aften kunne blot  betyde, at man havde været alene, i sit eget selskab.  

Men man kan også “känna sig ensam” (føle sig ensom ) – og så har vi balladen: De to begreber  blandes sammen! 

Kan denne sproglige forvirring være en del af årsagen til både min egen og mange andre  menneskers ambivalens over for ensomheden? Vi ved ikke altid hvad der er hvad. Vi kan være  “ensomme blandt mennesker”, som den franske filosof Jean-Paul Sartre har skrevet en bog om af  samme navn. Dét er netop en følelse, ligesom “loneliness”.  

Vi kan være alene, men uden at føle “the loneliness”. Vi kan natuligvis også være alene OG  ensomme.  

Vi kan også være ensomme, uanset om vi er alene eller sammen med andre.  Endelig kan vi være alene eller sammen med andre, stort set uden nogensinde at føle  ensomheden.  

Det er ikke let at hitte rede i.  

Jeg vil forsøge, med udgangspunkt i egen spæde erfaring at udfolde mine egne tanker om  forholdet mellem ensomhed og “alenehed”, med det formål at nuancere emnet. Forhåbentlig vil  læseren føle sig mindre alene med sin ensomhed, når hen har læst det hele. Og måske finde ud  af, at det at være alene/ensom ikke nødvendigvis er noget dårligt.  

Del 2: 

Den gode ensomhed 

Lad mig starte med en god nyhed:  

Når andre mennesker siger til én, at man er på gale veje med sine livsvalg, har de ikke altid ret. 

Måske siger de det, fordi de ganske simpelt er så selvoptagede, at de ikke kan overskue, at andre  mennesker gør noget på en anden måde, end de selv gør. Eller også er de netop bange for at  være alene – eller ensomme?- med deres livsvalg.  

Det sidste emne blev meget relevant for mig, da jeg kom i 30’erne, og jævnaldrende venner og  bekendte pludselig blev meget optagede af få børn. Det blev en udfordring, at jeg ikke selv kunne  få det, og navnlig da jeg valgte ikke at fortsætte med en meget smertefuld fertilitetsbehandling,  følte jeg en stor ensomhed.  

For undervejs, både før og under den IVF-behandling, vi gennemgik, fik jeg masser af positiv  opmærksomhed fra venner, familie og bekendte, der gav udtryk for, hvor livsbekræftende det var,  at vi forsøgte at få børn, og hvor “seje” vi var, at vi ville gennemgå dette.  

Men jeg følte mig fremmedgjort over for mig selv i denne proces, og oplevede derfor en meget stor  ensomhed i forhold til at være i min egen krop. Det var underligt at sprøjte sig selv, at blive  undersøgt gang på gang i underlivet af hver gang helt forskellige mennesker, og det var  utilfredsstillende at måtte aflyse en del livsbekræftende, arbejdsrelaterede arrangementer, fordi jeg  skulle på hospitalet op til flere gange på en uge, en time fra min bopæl, og under ægudtagningen  var jeg tæt på at besvime.  

Grunden til, at jeg ville stoppe med behandlingen var for det første, at jeg ville tilbage til mit liv som  jeg kendte det.  

Jeg er så heldig at være kirkemusiker, og jeg elsker mit arbejde helt vildt. Ikke kun fordi det giver  mig brød på bordet, men også fordi jeg oplever en stor meningsfuldhed i at arbejde med musik,  kunst og teologiske spørgsmål.  

Her ved jeg godt, at jeg taler fra et priviligeret sted. Ikke alle mennesker har det sådan med deres  arbejde. Men det har jeg, og det ønskede jeg ikke at spolere. At vedligeholde og udvikle et højt  niveau på et instrument kræver masser af fokus og disciplin. Så, ja – det er priviligeret, men også  krævende for krop og sjæl at være udøvende musiker.  

Med alt dette vil jeg sige, at jeg mærkelig nok oplevede en stor lettelse ved at fravælge  fertilitetsbehandling. Det var et ubetinget godt valg.  

Men jeg oplevede også, at der pludselig kom en underlig tavshed omkring mig, fra mange af de  fronter, hvor der før var blevet udtrykt støtte til vores børne-projekt. Mærkelig nok oplevede jeg, at  der blev helt stille omkring mig. Der blev spurgt lidt ængsteligt til det hele fra forskellige kanter, og  mine nærmeste venner og familie var åbne, varme og gode at snakke med. Visse prøvede at sige:  “Men…du er jo ikke så gammel! Du har jo tid! Det kan jo stadig nå at ske!”.  Den slags. Velment, javist. Men det var noget vrøvl. Med de forudsætninger, min mand og jeg  havde, kunne det ikke ske. Folk siger det stadigvæk indimellem, særligt de mest overfladiske  bekendtskaber.  

Der kom en underlig ensomhed ind, som jeg ikke havde oplevet før. Nærmest en “ensom-på forhånd-følelse”. En oplevelse af, at en dør lukkede sig langsomt og jeg stod, sammen med min  mand på den ene side af den, mens vi så en række andre (yngre og jævnaldrende) mennesker gå  gennem denne dør – og ind i “forælderland”. Et land, vi aldrig kommer til at kende, og aldrig bliver  gjort fortrolige med, ligegyldigt hvor varme og inkluderende vores venner og familie er overfor os.  Og så følte jeg, at jeg skuffede folk omkring mig, som selv arbejdede på at få børn. Jeg meldte mig  ud af kampen, nærmest.  

Jeg har tænkt en del over denne ensomhed, som jeg, lidt uelegant kalder en “ensom-på-forhånd følelsen”. For den handler ikke så meget om nutiden, men om den mulige fremtid. Om tanken om  at blive gammel som barnløs, og ikke have børn og børnebørn i sit liv, som jeg jo har set mange  ældre have så megen glæde af. . Om tanken om, paradoksalt nok at have en helt masse tid og  overskud, mens andre ikke har. En situation, der faktisk hører nutiden til; jeg sidder og skriver dette 

en helt almindelig hverdagsaften i november, mens mine katte ligger og spinder ved siden af, ilden  knitrer i pejsen og min mand læser avis. Klokken er lidt i otte om aftenen, og mange af mine  jævnalderende sidder lige nu og prøver at få deres børn til at sove. Hvorefter de går ned og rydder  op i køkkenet, for det har de ikke nået.  

Vi har ryddet op for længst. Jeg har ovenkøbet gået aftentur. Og bagt vafler.  Vi har, med andre ord en overordentlig fred, nærmest luksus, som mange af mine jævnaldrende  ikke har. Er det specielt ensomt? Eller er det skønt? 

Det er selvfølgelig skønt. Jeg ville lyve hvis jeg påstod, at jeg ville ønske jeg ikke havde tid til at  læse, gå ture, dyrke en hobby, fordybe mig i arbejde, film, musik og kærlighed. Det nyder jeg helt  vildt.  

Det er også ensomt. Ikke her og nu – jeg er jo omringet af levende væsner – men tanken om, at der  ikke kommer til at være andre end os to (mennesker) i huset nogensinde, at vi aldrig bliver en  kernefamilie, sådan som jeg har kendt det som barn i en solid, nordjysk familie, det  er ….melankolsk. 

Det er en erfaring, en livsfylde, jeg gerne ville have haft med mig: At give værdier videre, og at træde ind i det erfarings-fællesskab, der er mellem alle dem, der er blevet forældre. Familielivet (med børn) er en så gængs og “normal” ting i vores samfund, at jeg måske ovenikøbet havde regnet med, at jeg også ville opnå sådan ét. 

Men hvorfor forventer vi at opnå noget, som vi ikke har fået garanteret? Ingen har lovet dig, at du skal blive mor, selvom mange andre er blevet mødre. Og der har altid været barnløse op gennem historien, selvom de ikke har udgjort flertallet, og der har altid været kriser forbundet med den ufrivillige barnløsehed. Helt tilbage fra fra før Kristi fødsel. Det kan man læse lange afhandlinger og artikler om

Måske en del af svaret ligger i vores historie, vores kulturarv:  “Slægt skal følge slægters gang”, står der i en smuk salme, “Dejlig er jorden”, som jeg ofte spiller i kirken, og hører i forskellige sammenhænge. Det har været en forventning, næsten altid, at navnlig kvinder skulle giftes og have børn, stå for hjemmet, opdragelsen og den primære del af forælderskabet.  

Men ikke i mit (og andre barnløses) tilfælde: Jeg har ingen direkte efterkommere, udover niecer og nevøer. Jeg er dybt taknemmelig over at være “nogens faster”, “nogens søster”, “nogens datter, ven, hustru”. Men jeg er ingens mor, og således vil jeg ikke kunne komme til at opnå den liverfaring, mine veninder med børn har fået, i kraft af deres forælderskaber. 

Forhåbentlig vil jeg så opnå en anden erfaring i tilværelsen, som dem med børn ikke får, og som vil være lige så værdifuld og dyb. Men den vil helt sikkert være anderledes. 

Her kommer jeg til titlen på del 2: Den gode ensomhed.

 Det har jeg kaldt denne del, fordi jeg vil gøre opmærksom på, at lige ved siden af melankolien over ikke at være blevet forælder, ligger glæden ved, at det så blev på en anden måde. En måde, der er dejlig og interessant og, ja,  priviligeret, for nu at bruge et lidt fortærsket udtryk, og som indeholder masser af muligheder for at udforske tilværelsen på andre måder, idet jeg ikke er bundet af familielivets stramme rutiner. At vende en i udgangspunkt  trist situation til et “mulighedsland” er også en måde at træde ud af sorgen over barnløsheden på. Fordi jeg faktisk ikke kan holde dén tanke ud, at mit liv skulle være spildt eller meningsløst, blot fordi jeg ikke opnåede forælderskabet. Ganske enkelt mener jeg, at dette ikke er rigtigt. Livet er – og kan være – utrolig meget andet end at være forældre. Heldigvis. 

Hvad har det med ensomhed at gøre, kunne du så spørge?  

Jo. Der er ikke mange liv at spejle sig i. Ikke mange forbilleder. Majoriteten af Danmarks- og  verdens! – befolkning ser forælderskabet som noget naturgivet. Derfor kan det føles ensomt at stå  uden for dette.  

 Og dog. Der findes selvfølgelig andre barnløse, og nogen af dem har jeg bevidst taget kontakt til  for at finde et alternativt fællesskab til de mødre- og forældergrupper der opstår blandt  børnefamilier. Dels gennem platformen, Et andet liv, dels i et netværk i videnscentret Fertility Care, hvor der findes muligheder for  støtteforløb til ufrivilligt barnløse. Dels gennem min egen vennekreds, hvor der faktisk er nogen stykker, der er frivilligt barnløse. 

Og så dyrker jeg så vidt muligt også de relationer, hvor der er børn – i det omfang jeg/de orker, og  hvor det giver mening for alle.  

Dvs. ensomheden bliver en anledning til at række ud og se tingene fra en ny vinkel. Den kan  udvide din horisont og minde dig om, at der ikke blot er én vej at gå, men mange, mange  forskellige. Det er således vigtigt for mig, at kende mange slags mennesker, i alle aldre, med alle  mulige måder at leve deres liv på. Det er inspirerende, og det minder mig om, at jeg ikke er alene  med min ensomhed.  

Ensomheden er et vilkår i fohold til, at du kun kan leve det liv, du kan. Du har ikke alle muligheder i  verden. Jeg kan spille orgel, men ikke få børn. Måske er det omvendt for dig, eller nogen du  kender. Jeg er elendig til at holde styr på mine papirer, men virkelig god til at kæle med mine dyr.  Måske hader du dyr, men har en fremragende orden i dine mapper. 

Og sådan må vi leve med de vilkår, vi har med os. Ingen kan rigtigt gøre noget ved det. Vi har den  krop og den psyke, vi har fået givet. Det er ikke alt, vi kan slippe ud af, lave om på eller gøre så  meget ved.  

Vi er altså begrænsede, og det kan måske føles ensomt. 

Er det provokerende? Har vi ikke alle muligheder i verden? Kan man ikke blive hvad og hvem man vil, hvis man bare arbejder hårdt nok?

Jeg tror ikke, vi ved hårdt arbejde kan opnå hvad som helst, uanset hvad det er. Men vi har et liv inden for de begrænsninger, vi er henvist til.  

Ligesom der er begrænsning på et A4-ark, når man skal skrive, eller på et klaver, når man skal  spille. Der er kun 12 toner, så starter tonerækken forfra. Men tænk engang – hvor forskelligt det kan  lyde! 

Epilog: En hilsen fra Thoreau 

Jeg vil slutte på den højeste klinge, for jeg synes ikke, du skal snydes for Henry Thoreau og hans bog “Walden – Livet i skovene” fra 1854. Det er svært at skrive om den gode ensomhed uden at tankerne går til den lange række af historier, både gamle og nye, der findes om mænd (ofte mænd, ja), der søger ud i skovene, ud på en ø eller i vildmarken for at dyrke den opbyggelige selvisolation og glæden ved at leve i pagt med naturen . 

 For hvad er det, ensomheden egentlig kan? Hør hvordan det beskrives hos Thoreau: 

(…)Jeg finder det Sundt at være ene den meste tid. At være i Selskab, selv det Allerbedste, bliver  snart trættende og forstyrende. Jeg elsker at være alene. Jeg har aldrig været i et Selskab, der var  så selskabeligt som ensomheden(…) 

Thoreau, 1854.  

Man kan selvfølgelig anklage Thoreau for at være selvoptaget her, ja. Eller også er han blot et  behageligt, selvberoende menneske, der ikke kræver af andre, at de skal underholde ham?  

Man behøver måske ikke flytte ud i skovene og leve et liv afskåret fra andre mennesker for at blive  klogere på sig selv og sit liv. Men man kan fortælle andre om sin ensomhed, og håbe, at nogen  lytter. Og finde ud af, at man måske blot er alene, ikke ensom. Og at det faktisk er helt ok.  Vi er mange, der er ensomme, og vi er mange barnløse, der er uvidende om, hvordan det er at være forældre. Men tænk på alt det andet, vi så kan i stedet…det er til at blive svimmel af. Så  måske er det meget godt, at vi har et vilkår i vores liv, der begrænser os til de 12 toner, vi nu  engang har fået at spille på, hver især. 

 Som barnløs kan jeg opleve eksistentiel ensomhed, fordi jeg ikke fører slægten videre. Men som udtrykt i min venindes sms i starten af denne tekst, så kan ensomheden også opleves stærkt for den, der har (indtil flere) børn, og føler sig isoleret i sit hjem under en coronakrise. Omvendt kan den være mindre stærk for den barnløse, men socialt og kulturelt aktive. Det er ikke altid, ensomheden hænger sammen med, hvorvidt du har familie eller ikke. 

Ensomhed er et grundvilkår, men det er et grundvilkår med muligheder. F.eks. kan den blive en anledning til at række ud, sige ting højt, lære nye færdigheder, vågne op og forstå, at verden er langt mere kompleks og sammensat end man skulle tro. Således kan ensomheden gøre dig klogere på livet, dig selv og fænomener i den store verden omkring dig. 

Tekst af Louise Vase

Stort tak til Louise Vase for at bidrage til ‘Et andet liv’. Har du lyst til at bidrage med tekster, idéer eller andre initiativer til at styrke denne platform, så lad mig endelig høre fra dig. abelone@etandetliv.dk

Hvis du vil høre mere til Louise Vase, så kan du møde hende i denne podcastepisode, hvor jeg interviewede Louise og Josephine Thun.

Med håb om – at også dette skriv vil kunne inspirere til et meningsfuldt liv.