Hvordan er et liv uden børn? 

Min første indskydelse er, at livet er langt lettere end jeg frygtede. Jeg er i live, trækker vejret, jeg glædes, jeg oplever nydelse og bliver berørt, jeg udvikles. Jeg oplever kærlighed og lykke helt ind i hjertet. Altsammen noget jeg frygtede ville blive taget fra mig. En forestilling om et liv på trods, i en osteklokke fyldt med smerte og med nedsat livskvalitet.

Selvfølgelig er savnet der! Savnet efter det, jeg rent faktisk ikke ved hvad er, fordi jeg ikke har oplevet det, men kun set det udefra. Alligevel er savnet der, for forventingen har boet i mig siden barnsben. Det dybtfølte ønske om intimiteten, drømmen om den ubetingede kærlighedsrelation og ansvaret for netop mit barn. Savnet er der, men jeg hviler ikke ved det, for jeg kan ikke ændre det. 

Oftest bliver jeg gjort opmærksom på savnet og smerten når jeg føler mig afskåret fra gruppen, fællesskabet. Når jeg får følelsen af at stå ved siden af. Det er svært ikke at føle sig valgt fra og føle sig udenfor når børnefødselsdage, familiesammenkomster og andre sociale arrangementers omdrejningspunkt er børn. I værste fald bliver jeg sorteret fra og slet ikke inviteret. Det kan godt være, at jeg havde sagt nej tak, men jeg vil hellere have muligheden, end at blive valgt fra i misforstået hensyn til mine følelser, eller fordi arrangøren er bange for at gøre mig ked af det, eller ikke kan håndtere, at jeg ikke lige passer ind i selskabet trygge rammer og forudsigelige indhold… 

Jeg hader at stå udenfor fælleskabet, medmindre jeg selv har valgt det. At jeg ikke er blevet mor, har jeg ikke selv valgt. 

Det værste vi som permanent ufrivilligt barnløse kan gøre er at tro, at alt over i den anden lejr er fryd og gammen. Tro at lykken findes når barnet kommer. Tro at fælleskaber og samhørighed er sikret, når der er børn involveret. Tro at dybtfølt kærlighed kun er reserveret dem der får børn. Tro at alderdom er lig med, at børnene kommer og passer ind til det sidste, så man ikke er alene. 

DET PASSER IKKE!! 

Alle steder i livet, børn eller ej, er der konflikter, frygt, kløfter, smerte, uenighed og afstand. Livet er ikke fuldendt med et barn. Livet er fuldendt når du tager ansvar for dit eget liv og din egen lykke. Lykke kommer indefra og skabes, ved at træffe valg, tage ansvar, gå nye veje, være modig og sårbar. Lykke kommer ikke fra den partner du finder, eller det barn du får. Lykke kommer når vi bringer os selv i spil med andre mennesker, dyr og naturen. Mænd og kvinder bringer sig selv i spil, når de får børn, for de er tvunget til det. De er tvunget til at stå frem, åbne sit hjerte, være vedholdende og udholdende, ellers dør barnet. 

Vi vokser som mennekser, når vi sætter os selv på spil. Når vi sætter foden foran den anden, frem for at blive siddende i sofaen. 

Her er et af den permanent ufrivilligt barnløses største udfordringer. Der kommer ikke et barn, som tvinger dig ud af sofaen, som skriger på dit initiativ og intimitet. Vi som barnløse må selv tage fat, tage initiativ, åbne hjertet, søge nye græsgange og dermed udfordre det komfortable og sikre.

Ja, det er sorgfuldt at måtte sige farvel til en livsdrøm. En iboende forventning om, at engang bliver jeg selvfølgelig mor eller far. Ikke at kunne få børn er et livsvilkår, hvilket betyder, at savnet og sorgen vil være med dig resten af livet. Sorgen vil skifte karakter, men den vil altid være med dig. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne det med at miste et elsket og nærtstående familiemedlem. Her vil sorgen også altid være med, som en reminder om dyb kærlighed og savn. Vi ønsker ikke at glemme eller miste den forbindelse til savnet, af den kære vi har haft i vores liv. Det er okay at blive rørt og give sig hen til minder og savn. Mærke hjertet banke af kærlighed og længsel. Det er smertefuldt, men også livsbekræftende og for de fleste også en kærlig reminder om livets skrøbelighed og styrker og om dybtfølt kærlighed. En reminder om at leve i nuet, hvor livet leves bedst. 

Her er endnu en af de udfordringer, den barnløse står overfor. Manglende anerkendelse af sorgen, når det mistede ikke er et fysisk menneske og når det mistede ikke er forbundet med dødsfald. Sorgen bearbejdes bedst når den bliver anerkendt af dig og dine omgivelser. I anerkendelsen og accepten ligger et afgørende afsæt til at blive set og hørt. Få luft i krop og sjæl for den store sorg, det ikke at kunne blive forældre, når det har været et fasttømret anker og pejlemærke i livet. 

Da jeg ikke blev mor…

Måtte jeg ændre min livsfortælling, finde en ny vej, en ny fortælling. Samtidig måtte jeg sige farvel til en drøm, en forestilling, et behov, en historie, som havde været med mig fra barnsben af. Farvel til fortællingen om, at jeg en dag skulle blive mor.

Et afgørende skridt i den proces var, da jeg forestillede mig, at drømmen om at blive mor, var en person som havde fulgt mig hele livet – og som jeg nu skulle begrave, sige farvel til. Ved at sammenligne det med et dødsfald, gav jeg min sorg en værdi og en status, der gjorde det lettere for mig at acceptere og forstå tabet og sorgen. Samtidig kunne jeg også tage sorgen ud i strakt arm og kigge på den. Sorgen og smerten var ikke indlejret i mig, det var ikke min identitet, men en helt forståelig og respekteret følelse, som jeg kunne omfavne og give omsorg. Det hjalp. 

For mig var begravelses-symbolet, et mentalt billede og ikke udmøntet i en rituel handling. Det kan være en dag, at det kommer… Ritualet – den symbolske handling har stor værdi, når det omhandler et farvel, et værdigt og nærværende farvel til et kapitel i livet, som skal lukkes og et nyt åbnes. 

Så hvordan er et liv uden børn? 

Paradoksalt nok er et liv uden børn, når ønsket var der, hårdt arbejde. Det kræver mod at gå nye veje. Du skal tage arbejdshandsken på. Tage hånd om sorgen og åben op for sårbarheden. Sårbarheden – det åbne hjerte er vejen til nye intime og kærlige relationer. Du skal være modig og nysgerrig for at gå på opdagelse i det nye, finde nye veje, der skal være med til at gøre dit liv fuld af mening og fylde.

Vigtigst af alt. Der er en anden vej, et andet liv, med både mening, fylde og kærlighed uden egne børn.

Hvordan ser dit liv ud – med eller uden egne børn?