Fredag morgen d.28.juni, blev jeg ringet op af Go’aften Danmark, om jeg ville deltage i aftenens program….98 % af mig sagde NEJ. Nej, fordi jeg absolut ikke har lyst til at komme på live tv. 2% i mig sagde JA.

Jeg sagde selvfølgelig JA, fordi jeg har en sag på hjertet, der skal udover rampen. Emnet var barnløshed, hvorfor jeg selvfølgelig måtte deltage og hejse flaget for de permanent ufrivilligt barnløse. Joan Divine, blogger og kosmetolog var i studiet og berette om den opslidende og barske rejse det er at være i fertilitetsbehandling. Sammen med hendes kæreste, har de været igennem 15 fertilitetsforsøg uden resultat. Nu siger kroppen stop. Søren Ziebe klinikchef for fertilitetsklinikken på Rigshospitalet deltog med vigtigheden af forebyggelse.

Mit bidrag blev at gøre opmærksom på, at vi herhjemme mangler viden og indsigt i det at være permanent ufrivilligt barnløse, samt sætte fokus på, at der er en anden vej, hvis barnet i favnen ikke lykkes.

Indslaget kan ses på TV2 Play.