Jeg ØNSKER at sætte de permanent ufrivilligt barnløse på dagsordnen på landsplan. 

Jeg ønsker et paradigmeskift på området. Derfor var invitationen til at komme og tale om permanent ufrivillig barnløshed på de danske fertilitetsklinikkers årsmøde i Billund lørdag d.9.marts, ikke blot kærkommen, men også et vigtigt skridt i retningen mod anerkendelse og samarbejde på tværs, for at løfte opgaven. Trehundrede engagerede og højt specialiserede læger, sygeplejelsker og andre specialister indenfor feltet sad bænket i et auditorium, der emmede at stil og høj faglighed. Jeg har længe glædet mig til at skulle tale i dette forum, men jeg skal da også være helt ærlig at sige, at det også var med en vis portion sommerfugle og æresfrygt, at jeg entrerede klinikkernes mekka. 

Frygt blev gjort til skamme. Jeg blev ovenud godt modtaget for mit fokus, min kritik, men også min udstrakte hånd, med ønske om samarbejde, blev taget imod. Forude ligger nu et benarbejde, en masse kaffemøder, konsulentopgaver og research. Jeg tror på, at de første skridt er taget i retning af, at få etableret en interesseorganisation, som kan varetage permanent ufrivilligt barnløse (mere om det i mit oplæg). 

Nedenfor er en redigeret udgave, at mit oplæg på Dansk Fertilitetsselskabs årsmøde. Jeg viste ‘Power Points’ undervejs. Nogle af dem har jeg sat ind, som billeder undervejs i teksten.

For tre år siden ringede jeg til en fertilitetsklinik. Min forventning var at få hjælp til at blive gravid, hvilket ikke var lykkes de tre foregående år.

Jeg blev afvist i telefonen. Mine tal var ikke gode nok. Hvis jeg ville være gravid måtte jeg vælge ægdonation fik jeg at vide. Samtalen varede cirka 2 min. 

Det var mit møde med realiteten, at jeg nok ikke skulle blive mor. Et år forinden havde jeg fået at vide, at mine tal var fine for min alder – jeg var altså på ingen måde klædt på til, i en telefon at få at vide, at jeg ikke skulle blive mor. Jeg tror jeg holdt op med at trække vejret, ihvertfald lagde en tung dyne af sorg og smerte sig over mig.  

Telefonopkaldet var på mange måder surrealistisk, men også en provokation. En provokation over ikke at være blevet mødt som menneske, at blive set, der hvor livet er allermest sårbart og barskt. 

Da der var gået et par dage, tog jeg telefonen igen. Hvis jeg skulle give slip på min drøm om at blive mor, var det vigtigt for mig at få talt med en læge, som kunne fortælle mig præcist, hvorfor det ikke var muligt. Jeg ringede klinikken op igen. Anmodningen om at tale med en læge blev til et nej. Jeg kunne enda høre kvinden i telefonen råbe efter lægen og jeg hører fra gangen et rungende NEJ. 

Efterfølgende har jeg spurgt mig selv, hvorfor jeg blev afvist. Var det “blot” dårlig kundeservice, kynisk realisme, eller noget tredje? Mødt blev jeg ihvertfald ikke. 

Jeg kontaktede en anden klinik i håbet om at få en læges vurdering og forklaring. Klinikken accepterede en samtale og et par dage efter blev jeg ringet op. Jeg stod i kantinekøen og måtte hurtigt finde ly for en ‘noget privat samtale’. Min sandsynlighed for graviditet lå på 5 %. Altså en minimal chance. Lægen sagde dog også, at det kunne være værdifuldt at give det et forsøg, at prøve det af, for efterfølgende at kunne ligge det fra mig. Netop den tilgang, tiltalte mig. Jeg blev mødt og set. Jeg blev givet en mulighed for at prøve det af. Det blev nu mit ansvar – mit valg.  

Her kan jeg så stille spørgsmålet, var det kynisk forretning?

Jeg sagde JA til at give det et forsøg. Jeg fik IVF behandling med MAKS dosis hormoner (hvilket sikkert varierer, hvad maks er i denne forsamling). Resultatet af behandlingerne blev, at jeg ved første behandling udviklede ét æg, som blev befrugtet med min mands sæd. Ægget satte sig ikke fast. De to efterfølgende forsøg kom der ingen æg, hvorefter vi valgte at stoppe. 

Mødet med fertilitetsverdenen var upersonlig, travl og rå.

Midt i min sorg og smerte over ikke at skulle blive mor, ledte jeg med lys og lygte efter en anden vej. Jeg søgte efter hjælp, inspiration fra kvinder, som havde gået vejen før mig. Kvinder der kunne vise, at der var håb, en vej til kærlighed og mening uden at blive mor. Jeg fandt stort set ingen – ej hellere litteratur eller videnskab på området for de permanent ufrivilligt barnløse. 

Mit ‘overlevelses-gen’, mit “jeg vil ikke nøjes med-gen”, blev mit skridt videre. Tanken om at hjælpe andre kvinder til at finde den vej jeg ikke selv kunne finde, blev mit anker midt i sorgen. 

Juni sidste år startede min research. Jeg har bl.a. været i kontakt med professor Lone Schmidt fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, lektor og psykolog Yoon Frederiksen fra Århus Universitet. Fertilitetsrådgiver Tina Sandager og Landsforeningen for ufrivilligt barnløse. – Alle har de kunne de bekræfte den manglende fokus på de permanent ufrivilligt barnløse herhjemme. 

I oktober offentligjorde jeg mit virke – virksomheden ‘Et andet liv’ og her 5 måneder efter kan jeg konstatere, at jeg har ramt et BEHOV og en EFTERSPØRGSEL. 

Den store efterspørgsel, opsamlet viden og erfaringer det sidste års tid, samt ambitionerne har været med til, at jeg netop har valgt at ændre min forretningsstrategi. Mere om det senere…

…

Jeg er ikke alene om at måtte stoppe forsøget på at blive mor/forældre. Set udefra har jeg gennemgået en kort periode og med forholdsvis kontrolleret plan for start og stop. Sådan ser det desværre ikke altid ud. Mange, rigtig mange kvinder og mænd går igennem årevis af forsøg og går længere ud af, hvad jeg kalder planken på skibet. 

I kender dem, I kender til den evige kamp, hvor kun én ting gælder, nemlig at blive gravid. En vej, hvor grænser bliver overtrådt, hvor parforhold går i stykker og hvor psyke og fysik bliver forrådt gang på gang på gang – for at lykkes. 

Jeg er hellere ikke alene om oplevelsen af, at fertilitetsverdenen kan opleves som rå og ufølsom. 

Her lidt eksempler:

Der er ikke én skyldig eller én ansvarlig. Der er mange ansvarlige og mange forskellige faktorer, der spiller ind. I min optik er det mere interessant at spørge! Hvad kan vi sammen gøre for at ændre denne oplevelse?! 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at I gør alt, hvad der er i jeres magt, for at graviditet skal lykkes. Men jeg er faktisk i tvivl om fokus og engagement i forhold til at have øje for den psykosociale opgave undervejs og i forhold til dem, hvor det ikke lykkes?! 

Har I et ansvar og såfremt, hvad er jeres ansvar overfor dem, der ikke lykkes med et barn? Hvad er den enkeltes ansvar og hvem har ellers et ansvar? Der har været en massiv udvikling indenfor jeres felt de sidste 30-40 år, men stort set intet, på det psykosociale felt, for dem, hvor det ikke lykkes.

Kunne én idé være en ‘psykosocial aftale’, på linje med de økonomiske og juridiske aftaler, der ordnes og underskrives før behandlingsstart. En aftale hvor kvinden/parret skriver under på, at de på jeres anbefalinger forholder sig til de psykosociale konskvenser af fertilitetsforløbet – eks. Hvor langt vil vi gå? Skal vi søge mental sparring undervejs og oplysninger om, at hvis det ikke lykkes, ja så er der et meningsfuldt liv uden egne børn og hjælp at hente i den retning. 

Tilbage til mit arbejde med de permanet ufrivilligt barnløse. Jeg vil med de næste to slights vise, hvordan jer ser profilen og dermed også udfordringerne for den permanent ufrivilligt barnløse, samt mit ønske for selvsamme gruppe i fremtiden. 

Profilen er udarbejdet på baggrund af research både fra udlandet og herhjemme.

Mit ønske er, at vi skal her hen! 

Derhen hvor vi møder den mand og kvinde, som har gået igennem et mislykkes fertilitetsforløb og slutteligt ikke er blevet forældre, med respekt og anerkendelse. En respekt og anerkendelse for det de har gået igennem. 

Derhen hvor vi samarbejder på tværs for at løfte opgaven.

Derhen, hvor der er en vished om, at et liv uden egne børn er meningsfuldt og inkluderet i vores fællesskaber. 

…

Jeg vil gerne arbejde for, at vejen som ufrivillig barnløs mod permanent ufrivillig barnløs ikke er så barsk, at håbet undervejs er lettere at bære og ikke kun en tung byrde, fordi kun én ting gælder – nemlig at lykkes med graviditet. 

Hvad hvis den enkelte vidste, at hvis ikke det lykkes, – ja så er der en anden vej, et andet liv? Istedet for den asfalterede landevej! En stikvej, en snoet sti med rosenbuske. De stikker godt nok, men roserne er smukke og stien fører ned til havet, hvor der er plads til nyt udsyn og indsigt. 

Tilbage til min forretningsstrategi og mission. Jeg ØNSKER at sætte de permanent ufrivilligt barnløse på dagsordnen på landsplan. Jeg ønsker et paradigmeskift på området – og til dette må jeg erkende, at en enkelt-kvindes virksomhed er for lille, til at løfte missionen. 

Min drøm er derfor, at etablere en interesseorganisation, som samler faglighed indenfor området. En organisation med  ekspertviden og fora, som I kan henvise til – og hvor den enkelte kvinde og mand kan søge hjælp. En organisation, som forhåbentlig også kan være med til at få genereret forskning og uddannelse på området. 

Mit håb er, at få en fond, en virksomhed eller flere af samme slags på banen. I går holdt jeg møde med en fond. I dag står jeg her med jer, så drømmen og håbet lever ikke kun i mit hovedet, – jeg går efter at få den søsat.

…

‘Når det ikke lykkes? Hvad så…?’

Hvis livet ikke lykkes, som vi forventede det, hvis vores identitet, sikkerhed og fælleskab bliver stærkt svækket, hvad så? JA, så har vi brug for hinanden til at finde en ny vej i livet, hvad end årsagen er… skilsmisse, dødsfald, sygdom, ulykke…  Vi har brug for at blive set og hørt og anerkendt, der midt i livets råhed. 

Jeg håber, at jeg med mit oplæg har vækket jeres interesse. Måske til at være med i et samarbejde, måske støttende på sidelinjen, eller blot med gode råd og sparring, så vi fremover kan sikre bedst mulige fokus, udvikling og støtte for de mænd og kvinder, hvor det ikke lykkes.

Tak for jeres tid og tillid!