I december valgte Josephine Thun Munkholm og hendes mand at sige farvel til drømmen om at blive forældre. I marts måned interviewede jeg Josephine til podcasten her, om valget og om hendes liv efter beslutningen. Her et halvt år efter har parret sammen truffet en modig beslutning, som jeg har fået lov at dele med jer.
”Den vildeste beslutning i vores liv”.
Ikke nyt for alle. Men i december fandt vi ud af, at vi ikke kunne blive forældre til vores eget barn.
Og siden da har vi kæmpet. Vi har kæmper med sorgen, kæmpet med at skulle forsvarer, hvorfor vi ikke vil adoptere eller bruge rugemor, vi har kæmpet med forholdet og kæmpet med at passe ind i en verden, hvor at få børn er det mest naturlige.
Ud over det, er der også noget helt andet, der har fyldt for os.
For 3½ år siden flyttede vi fra Østerbro til Ølstykke. Vi var i gang med projekt-baby og vidste, at pladsen i lejligheden ville være for trang, til når vi blev tre og måske fire. Ølstykke var perfekt. Vi arbejdede begge i kommunen og der var alt, lige fra dagplejer til gymnasium, S-tog og masser af sportsklubber.
Vi fandt det perfekte hus, ikke for stort, men lige tilpas.
Vi renoverede, levede i byggerod og byggede shelter og fik høns, som min mand drømte om. Vi byggede den perfekte base for en familie.
Nu har vi boet i huset i Ølstykke i 3½ år. Og for præcis for en uge siden blev det solgt.
Vi faldt aldrig til i Ølstykke. Måske fordi byen og området ikke er os, og aldrig vil blive det. Eller måske fordi planen og drømmen var en helt anden.
Planen var at stifte familie, mødes med mødre-gruppen til en kop kaffe, blive fodboldtræner for klubben lille junior skulle spille i, og på sigt bygge ud, så der kunne blive plads til flere børn.
Der var mange planer, eller rettere drømme.
Nu sidder vi her. Ved det spisebord, hvor vi har siddet og fundet frem til fertilitetsklinikker og planlagt ugerne med behandling. Med sofaen, hvor jeg har ligget i fosterstilling i dage og grædt over vores situation. Med haven der er perfekt til fodbold og leg.
Vi har brug for at komme væk. Sådan rigtig væk!
Det startede med, at jeg en dag blev rasende. Jeg råbte og græd ustyrligt. Det hele var uretfærdigt og jeg ville i hvert fald ikke sidde i den sofa. Jeg hadede den. Kunne ikke forstå, hvorfor vi skulle have den sofa, når den kun, kunne bruges til at græde i. Selvfølgelig fuldstændig irrationelt.
Vi blev enige om, at vi, ligesom alle der får børn, skulle have barsel. Det trængte vi til. Da det jo ikke er muligt uden børn, må det være orlov.
Første ide var at tage til Grønland for at arbejde et år. Så kunne vi komme væk, leje huset ud og finde frem til, hvad der kunne være det bedste for os. Vi begyndte at kigge på huse i Grønland vi kunne leje og hospitaler vi kunne arbejde på.
Men så en dag, hvor vi sidder i bilen på vej hjem fra familien, spørger min mand, hvorfor vi ikke bare tager fri et år og rejser jorden rundt?!
Og ja, hvorfor ikke ”bare” rejse jorden rundt. Vi gav hinanden 2 måneder. På de to måneder, måtte vi hver især komme med argumenter imod. Økonomien måtte aldrig blive en grund. For selvfølgelig vil det ikke være godt for økonomien.
To måneder gik og vi var ikke kommet frem til, hvorfor vi ikke skulle gøre det.
Så gik planlægningen i gang, til den vildeste beslutning i vores liv og planlægningen er stadig i gang.
Det er et fælles projekt, noget der erstatter fertilitetsbehandlinger og diæter. Noget der gør, at vi kommer videre – sammen.
Vi blev lynhurtige enige om at sælge huset. Komme væk fra Ølstykke. Sælge stort set alle vores ting. Beholde minimalt. For når vi kommer hjem, skal vi starte på en frisk. Vi skal videre som et par uden børn. Ikke et par, der venter på at få børn – for det får vi ikke.
Vi ved godt, at man ikke kan flygte fra sorgen, følelserne og livet som permanent ufrivillig barnløs. Men man kan gøre det utålelige tåleligt. Man kan få oplevelser ”på den anden side”. Minder der ikke har fertilitetsbehandling med på sidelinjen, som da vi for et par år siden var på Cuba og fik svar om, at jeg ikke var gravid, eller da vi ikke kunne tage på sommerferie i udlandet, fordi jeg skulle til ekstra skanninger.
Der er ingen tvivl. Det er den vildeste beslutning i vores liv.
…
Du kan følge Josephine på hendes Instagramprofil Naartoforbliverto.
LYT med her på mit podcast interview med Josephine og hør historien bag.
Seneste kommentarer