Forleden så jeg en engelsk dokumentar om en kvinde, der ville undersøge hendes evne til at blive gravid, hvilke teknologier der nu er til rådighed, samt om de vanskeligheder der kunne være for at nå sit mål. Jeg kunne hurtig genkende vejen og de mulige teknologier. Det helt nye er, at man kan udregne præcist, hvilket ”vindue” kvinden er modtagelig over for et kunstig befrugtning. Ifølge nye undersøgelser, er dette ”vindue” på få timer, hvilket er helt individuelt og disse forudsigelser beregnes ud fra en vævsprøve. En sådan åbning i teknologien, gav et stik i hjertet – især fordi, at jeg har parkeret min drøm, ved erkendelsen af, at jeg har prøvet alt, hvad jeg synes muligt for mig både fysisk og mentalt.
Programmet slutter af med, at værten, som selv igennem programmet prøver forskellige metoder, lykkes med at blive gravid. Hendes slutreplik er, at hun ønsker alle, der drømmer om at blive gravide får opfyldt deres ønske, på den ene eller anden måde.
Jeg ville ønske, at hun havde tilføjet. “Til dem hvor det ikke lykkes, ønsker jeg for dem, at de får et lykkeligt og meningsfuldt liv uden børn.”
De barnløse og deres historier fylder ikke meget i vores fælles fortællinger og bevidsthed.
Jeg har været i kontakt med eksperter og professionelle på området og samstemmende kan de fortælle, at når den ufrivillig barnløse har fået denne permanente status, ja så forsvinder de ud af billedet.
Der er heldigvis kommet mere fokus på den barske virkelighed bag den barnløse proces. Blandt andet skuespiller Mille Dinesen og tidligere skuespiller, nu forfatter Pelle Hvenegaard, der begge i bøger og på de sociale medier har været med til at beskrive kampen og livet som ufrivillig barnløs.
Set fra den permanent ufrivillig barnløses stol, kommer Mille og Pelle dog ufrivilligt til at repræsentere eventyret, hvor helten må så grueligt meget igennem for til sidst at lykkes med et barn. Begge er i dag blevet forældre.
Sandheden er, at hver 10. kvinde i Danmark er barnløs og mange når ikke i mål med et barn i favnen.
Jeg vil gerne med denne blog og med arbejdet i “Et Andet Liv” være med til at finde fortællinger og forbilleder, der kan repræsentere et meningsfuldt og fyldestgørende liv uden at det lykkes med egne børn.
Jo mere du og andre taler og skriver om dette emne, jo mere tror jeg på andre forstår hvad det egentlig drejer sig om at være permanent ufrivilligt barnløs, hvilken sorg der er / kan være forbundet hermed og at os der er permanent ufrivilligt barnløse føler os set og genkendt og at livet også kan have masser og masser af mening og værdi – så tak 🙂
Kære Cecilia, tak for dit bidrag! Kh Abelone
Vi mangler også historier fra de hvis blik er på os. Hvorfor handler de som de gør: – Venner der synes det er lettere vi besøger dem, fordi det er bøvlet at pakke børn sammen og lettere bare at have en ekstra ved spisebordet. Om hellere st holde ferie med andre med børn. Om at det er sjovere med parmiddage hvor man kan tale børn. Om at tro personer uden børn har det let og jo bare kan gøre hvad de vil og misundelsen på den ungdomslignende tilstand der jo ikke eksisterer, men er tomhed ifht at være part af fællesskabet osv.
Hvad tænker familien? Har man værdi? Som enlig kvinde uden børn og uden ovenstående vælger man så fx ferier alene til vilde steder? Og demed med andres øjne er en outsider? / Balancen med at udvikle sig personligt uden børn og samtidig være inkluderet i fællesskabet som kvinde og ikke som intetkøn kan være svær også selvom det bare er blevet sådan. Folk tænker ikke på hvor svært det var for bare 15 år siden at adoptere alene, at blive mor alene uden at snyde en mand osv. – ordentlighed bærer ikke altid frugt
Kære Pernille, tusind tak for dit meget relevante input! I et overordnet perspektiv tror jeg, at mange af de ting du beskriver handler om manglende dialog og dermed gensidigt uvidenhed. Jeg kan sagtens genkende mange af de eksempler du nævner. Jeg har talt med mødre om nogle af de situationer du bringer på banen. Her hører jeg en berøringsangst over for de barnløse. En berøringsangst, som fastholder en kløft mellem os – mødre og ikke-mødre. I min optik bekæmper vi bedst dette, med en dialog på tværs, en åbenhed. Jeg ved at det er lettere sagt end gjort. Håber at mit virke, dit opråb og mange andres er med til at få sat fokus på det. Det er ihvertfald oplagt, at jeg tager det op i podcasten. Har du andre idéer, som kom endelig med dem! Kh Abelone