Hvorfor mig, hvad har jeg gjort galt? Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Er det min kost, min livsstil med lidt for meget alkohol gennem 20er og 30erne? Er det den stress, som fyldte mit liv for ti år siden? Er det min følsomme psyke, min fysik eller manglende eller er det mine gener? MIG?! Hvorfor skulle jeg ikke blive mor…
Jeg ser mig omkring. Ser kvinder fra alle samfundslag, i alle aldre, blive mødre. Hvorfor så ikke mig? Jeg hører om udsættelse af graviditeter og aborter på grund af dårlig timing. Nogen vil helst have én af hvert køn og så én efternøler. Jeg vil bare gerne være blevet mor.
“Dét er uretfærdigt!”
Ja det er uretfærdigt, fordi livet er uretfærdigt. Uretfærdighed er et livsvilkår. Et livsvilkår, som alle organismer er en del af. Livet er smukt, kærlighedsfyldt, sorgfuldt, samtidig med, at det er uretfærdigt.
Den smukkeste blomst knækker i vinden, hunden dufter en flæskesteg hos naboen og løber ud foran bilen, en 20 årig dør i en ulykke, en kvinde gennemgår 6 aborter og bliver ikke mor. Alt dette er uretfærdigt. Uretfærdighed er ikke en hævn mod den enkelte, men et vilkår ved at være i live.
Du er ikke ansvarlig for, at barnløsheden har ramt dig.
Uretfærdigheden interesserer mig, så for en måneds tid siden, havde jeg sat et møde op med hospitalspræst Lotte Blicher Mørk, for at få hendes indspark. Lone er en sej, kærlig og ærlig kvinde, som befinder sig midt i livets smeltedigel af store følelser på Rigshospitalets gange.
Mødet med Lotte skulle også munde ud i min første podcast, hvor indholdet udover uretfærdighed, skulle omhandle; meningen med livet, vores eftermæle og kærlighedens kår når livet er under pres. Godt spændt op af nysgerrighed og sommerfugle i maven, greb jeg interviewet an, med lånt optageudstyr og tungen lige i munden. Resultatet blev en intens samtale om liv og død, om nuet, afmagt, uretfærdighed og de øjeblikke, hvor livet er allermest barskt og hvor lyset og kærligheden byder sig til.
Da jeg kom hjem, viste det sig, at jeg kun havde fået optaget ti sekunder af vores samtale. Memory Card’et var fuldt… Efter dagens samtale med Lotte, kunne jeg ikke andet end trække på smilebåndet. Der er langt større og vigtigere ting på spil, end et fuldt Memory Card. Turen på Rigshospitalets gemakker blev en lærerig oplevelse af både teknisk og menneskelig karakter.
…
Lotte Blicher Mørk har lovet at stille op til et andet interview. Har du selv nogen, du tænker kunne være interessante at interviewe. Så lad mig høre fra dig!
Uretfærdighed, skam og sorg er nogle af de svære følelser, der kan ramme den ufrivillig barnløse. ‘Et andet liv’ tilbyder i den sammenhæng både individuelle og gruppe sessioner. Sessioner der kan være med til at løsne knuden i maven, give nye perspektiver og inspiration til morgendagen.
Kærlig hilsen
Abelone
Seneste kommentarer