Siden jeg var en lille pige har jeg drømt om at blive mor – at få børn. Første gang jeg forsøgte at blive gravid var i 2005. Dette var også første gang, at jeg boede med en kæreste. Set i bagspejlet var forsøget ikke helhjertet, eller det var i hvertfald uden megen viden om, hvornår helt præcist det er bedst at forsøge at blive gravid. Godt et halvt år efter at jeg havde smidt p-pillerne, gik vi fra hinanden. Der var jeg 32 år. De næste syv år af mit liv, havde jeg kærester “on off”, men ikke på noget tidspunkt i retning af et fast forhold, hvor fælles bopæl og drømme kom på dagsordenen. På det tidspunkt havde de fleste af mine venner fået børn og fik børn. Jeg mere fokuseret på at finde en mand end at få børn. Tanken om at få børn på egen hånd var derfor ikke et emne for mig. For mig har drømmen om at få børn altid været forbundet med en drøm om, at det skulle ske sammen med manden, jeg ville elske, blive elsket af og ønskede at dele livet med.

Jeg skulle blive 39 år førend jeg mødte Bjørn, ham der for alvor åbnede døren ind til mit hjerte. Sammen med ham skulle jeg gå efter drømmen om at få et barn. Han havde to børn i forvejen, hvorfor ønsket om et barn med mig ikke stod først for. Kærligheden til mig og vores relation åbnede alligevel for den vej, og godt et halvt år efter smed jeg p-pillerne.

P-pillerne blev smidt efter et besøg hos gynækolog, hvor jeg blev grundigt undersøgt. Budskabet var klart. Alt er fint i forhold til at blive gravid, men vent nu ikke for længe. Eller med andre ord, hver en dag tæller, så gå i gang nu! Med det budskab drog jeg hjem til Bjørn, og sammen besluttede vi os for at gå i gang.

Efter at have forsøgt et år, valgte jeg at få min fertile profil (mine tal) tjekket. Ikke, at jeg vidste, hvad der skulle tjekkes, men jeg kunne læse mig til, at det var måden at vurdere mine chancer – og finde ud af, hvor jeg stod. Bare det at finde et sted at blive tjekket var en udfordring. Jeg ønskede selvfølgelig at finde det bedst mulige sted, men hvem skulle jeg spørge, hvor skulle jeg søge? Vores forsøg med at få børn var mest af alt vores lille hemmelighed. Kun få omkring mig kendte til, at vi forsøgte. Efter noget søgen fandt jeg en klinik på Frederiksberg, hvor jeg fik en tid.

Da jeg trådte ind ad døren på klinikken, var jeg ved at vende om igen. En lugt af “parfume dækker over cigaretrøg” og “hengemt sommerhus” mødte mig i receptionen. Her stod også en ældre kvinde, som lidt vrissent tog imod mig. Jeg vendte ikke om, formodentlig fordi tiden tikkede i underbevidstheden. Da det blev min tur, bekræftede første indtryk også besøget hos lægen. Hun havde travlt og jeg var et nummer i rækken, hvorfor der ikke var meget tid til alle de spørgsmål, jeg gerne ville stille. Jeg blev undersøgt og fik taget prøver. Da jeg vendte tilbage for at få svar, var oplevelsen af samme karakter, som første gang. Hurtig ind og hurtig ud. Budskabet fra lægen var, at mit underliv så fint ud, mine tal ok, men ikke super gode, men hellere ikke foruroligende dårlige.

Herefter begyndte jeg mere koncentreret at få graviditeten til at lykkes. Jeg indkøbte ægløsningsmålere og begyndte uden Bjørns fulde vished herom at tjekke, hvornår det rette tidspunkt mon var til at forsøge en befrugtning.

Graviditet udebliver, og jeg “googler” på livet løs efter en vej. Jeg møder en jungle af udsagn, selvhjælpsgrupper, erfaringer og gode råd. En af de veje, jeg vælger at gå, er akupunktur. Jeg prøver først en klinik i Lyngby. En kinesisk dame, som knap kan tale dansk eller engelsk, men som er dedikeret til nålene og urternes helbredende kræfter. Jeg kommer i behandling hos hende 2-3 gange om måneden i forbindelse med min cyklus. Hendes behandlinger og råd kommer med ind i min verden af udsagn, vurderinger og overvejelser. På sin vis er det med til at guide mig videre, men samtidig også med til at fastlåse mig i min mentale og fysiske udfoldelse. Jeg vil så gerne gøre det rigtige. Gøre netop det der gør, at graviditeten lykkes naturligt. På mange måder er jeg fanget i en verden af potentielt rigtig og forkert, lykkes eller mislykkes. Efter et lille halvt år stopper jeg behandlingerne hos akupunktøren i Lyngby. Årsagen er primært manglende tålmodighed.

Jeg starter dog hurtigt hos en ny akupunktør, denne gang på Frederiksberg. En klinik jeg før har benyttet. Det er en større klinik – og efter at få leveret min diagnose “barnløshed”, går behandlingerne i gang. Behandlingerne er rutineprægede og uden megen dialog, anden end ”Har du det godt?” og ”Er du træt”? På mange måder trives jeg i dette, da jeg ”blot” kan komme og tjekke ind, få behandling og gå igen. Jeg bliver ikke stillet til regnskab for manglende graviditet, men er nu en klient blandt mange andre i venteværelset. Udover behandlingerne får jeg det råd, at jeg hver aften skal massere min mave, først den ene vej og så den anden. Derudover skal jeg gerne massere mine nyre og sørge for at holde dem varme. Det prøver jeg så at efterleve. Endnu en ”leveregel” i spillet for at lykkes med graviditet.

Januar 2016 begynder jeg hos Sundfertilitet. En klinik, som benytter sig af fysioterapi, zoneterapi og laserbehandlinger til at hjælpe kvinder med fertilitetsproblemer. Her begynder jeg til fertilitetsgymnastik, hvor jeg sammen med andre kvinder i samme båd får sparring, øvelser og en ramme for at tale om udfordringerne med at blive gravid. Sideløbende får jeg zoneterapi og laserbehandlinger. Det var en stille revolution for mig. Jeg ville ønsker, at jeg havde stødt på det her sted noget før. Sundfertilitet var med til, at jeg tog skridtet og kontaktede en fertilitetsklinik.   

For at få “adgang” til fertilitetsklinikken skule jeg præsentere dem for min fertile-profil, hvorfor jeg får målt mine tal igen. Der er gået cirka et år siden, at jeg sidst blev målt.

Det viser sig, at mine tal er dykket drastigt, hvilket jeg finder ud af, da jeg ringer til fertilitetsklinikken. Da jeg præsenterer dem for mine tal, får jeg at vide, at de ikke vil se mig, da mine tal er så lave, og at den eneste chance, jeg har for at blive gravid, er ved ægdonation.

Jeg husker ikke meget mere fra samtalen eller fra min reaktion efterfølgende, men jeg husker, at dagene efter var et vakuum af chok og konstante tanker om fremtiden, hvor jeg så børn, mødre og barnevogne over alt. En tung sorg ligger sig over mig. Da der er gået et par dage, kontakter jeg klinikken igen. Jeg behøver en læges ord for, at jeg ikke kan blive gravid. Jeg får klinikdamen i røret igen og beder om at tale med en læge, men uden held. Jeg hører hende endda råbe til læge, at jeg gerne vil tale med ham – og får en afvisning. Jeg er ikke god nok til en snak med lægen, ikke god nok til at blive gravid.

Heldigvis er dette så stor en provokation, at jeg vælger at kontakte en anden fertilitetsklinik, i håbet om her at få en snak med en læge og få en faglig forklaring og vurdering af min fertile-profil. Jeg kontakter en anden fertilitetsklinik, hvor jeg halvanden år før har været til en uforpligtende samtale med en læge. Jeg ved ikke, om de havde ”lukket mig ind”, hvis ikke jeg var i systemet i forvejen, men den ønskede åbning var der. Jeg får mulighed for at tale med en læge. Jeg vil blive ringet op. Et par dage efter bliver jeg ringet op. Jeg står i kantinen og må søge ud i gangarealet for at kunne tale privat og stille det spørgsmål, jeg ikke vil stille. “Hvad er mine chancer?”.

“Det vil blive meget svært”, siger lægen. Min sandsynlighed for at blive gravid ligger på 5-10%, samtidig kan jeg også høre ham sige, at det kan være en god idé at give det en chance,  så jeg ved, at jeg har gjort mit. Det kan hjælpe med at give slip efterfølgende.

Lægen tænkte på mit velbefindende og på min proces. Jeg får ikke resten af samtalen med, så jeg spørger Bjørn, om han vil tage en snak med lægen. Bjørn tager imod opgaven uden tøven, hvilket var den kærligste handling, han kunne give mig lige der.

Det næste stykke tid kommer til at handle om fertilitetsbehandling. En vej Bjørn ikke har ville gå ned af, hvilket han har sagt fra begyndelsen. Jeg er kommet dertil, at jeg bliver nødt til at byde ind med ønsket – sige det højt, at jeg gerne vil forsøge med fertilitetsbehandling. Det er noget af det sværeste at bede om, fordi det ikke er min beslutning alene, og fordi jeg ønsker mig noget, min kæreste ikke ønsker. Mit behov er hyldet ind i en tåge af angst, hvilket er med til at gøre mit budskab svækket og svært at få fremført. Vi bevæger os nærmere og nærmere hinanden med vores ønsker og drømme gennem samtaler. Samtaler der skræller lag af hos os begge. Mange tårer fra min side. Ord der gør ondt at få sagt. Sammen bevæger vi os på uberørt jord, siger ting højt, som vi ikke engang tør se i øjnene selv, fordi vi er bange for at miste os selv og hinanden. Det er en smertefuld rejse ind i det inderste, hvor sider af os selv vendes og strækkes.

Vi ender med at forsøge fertilitetsbehandling.

Vi vælger at forsøge med IVF behandling. Rejsen er først at modne kvindens æg ved en kraftig hormonbehandling. I mit tilfælde den størst mulige dosis. Herefter tages modnede æg ud, og en befrugtning med sæd forsøges. Lykkes befrugtningen, sættes æg/æggene op.

For at styrke min krop bedst muligt til den forestående behandling, valgte jeg at gå på en intens kost- og vitamin-kur op til behandlingen.

Ved første forsøg udviklede jeg ét æg, som det lykkes at befrugte, og som herefter blev sat op, uden dog at blive til en graviditet. De efterfølgende forsøg førte ikke til modning af æg.

Foråret 2017 sagde jeg stop. Jeg ville ikke mere. Vi ville ikke mere. Min krop og mit sind sagde stop. Jeg var klar over, at angsten for ikke at kunne leve et fuldendt meningsfuldt og kærlighedsfuldt liv uden børn stod i veje for at leve. Året forinden, da jeg fik afslag hos første fertilitetsklinik, oplevede jeg midt i fortvivlelsen og sorgen et mikrofnug af lettelse ved tanken om at kunne give slip på den dagligt determinerede drøm. En lettelse hvori pladsen til at leve bor.

Ægdonation eller adoption var ikke vejen for os.

Vores vej blev hinanden, vores hund, hjem og Bjørns to børn og for mig en nyvunden tro på, at meningen med livet er jeg selv herre over – også uden børn. I sommer blev vi gift, forbundet af en stor kærlighed og med visheden om, at kærligheden går hånd i hånd med smerten, angsten, lykken og glæden.

..

Da jeg stod overfor realiteten, at jeg ikke skulle blive mor, var min første tanke at finde historier fra andre kvinder, der havde stået i min situation. Kvinder der kunne inspirere mig og give mig håb. Jeg søgte og søgte, men fandt ingen. Dette blev startskud til, at jeg måtte tage den opgave til mig.