Jeg er stolt og ydmyg over at kunne dele dette interview med jer og samtidig præsentere første episode af Et Andet Livs podcast.

Interviewet er også en samtale mellem to ufrivilligt barnløse kvinder, hvoraf jeg, Abelone  er permanent ufrivillig barnløs og den anden kvinde, ufrivillig barnløs, efter 6 års kamp for at blive mor. Nu overvejer hun, om der er en anden vej.

Kort efter opstart af mit arbejde med at hjælpe ufrivilligt barnløse kvinder, gennem blandt andet gruppe og individuelle sessioner, blev jeg kontaktet af Ditte, som søgte råd og sparring til hendes næste skridt i livet. Hun stod overfor valget mellem et sidste fertilitetsforsøg eller at give slip på drømmen om at blive mor. I stedet for at tilbyde hende en individuel session, spurgte jeg om hun kunne være interesseret i, at vi lavede en blanding af en individuel session og et interview og på den måde give andre mulighed for at spejle sig i Dittes rejse og svære valg. Ditte sagde ikke bare ja til dette, men også til, at jeg må følge hende det næste års tid med yderligere to interviews.

Samtalen med Ditte er et ærligt, råt og smukt indblik i en kvindes liv, efter 6 års ensom kamp for graviditet, 20 fertilitetsforsøg og økonomisk overgivelse.

Vi taler om ensomhed, som en sikker ledsager på rejsen. Vi taler om den sociale isolation, som gensidigt opstår i kampen for at passe på sig selv, men også om den misforstået hensyntagen der kan ligge i at vælge hinanden fra, når det gør allermest ondt. Relationen til familie og venner bliver udfordret på godt og ondt. Vi taler om mod og om hvad der giver livet mening, om glæde og ikke mindst om kærlighed, da kærligheden og ønsket og drømmen om at opleve den dybe intense kærlighed er den fundamentale drivkraft. Vi taler om et liv uden egne børn. Et liv, som kan være både meningsfuldt, givende og med massere af kærlighed og fylde.

Med håb om, at dette kan give inspiration til andres fremtidige skridt.

En stemme til de barnløse

Vil du være med til at give de permanent ufrivillig barnløse en stemme? Modtag emails når der er nye podcasts, indlæg, arrangementer og særlige tilbud.

You have Successfully Subscribed!